Historien bag Take That
Natascha | mar 22, 2011 | Kommentarer 3
Take That spillede til X Factor-finalen i parken, hvor superseje Sarah vandt. Nu er de tilbage i Danmark og giver ikke bare 1, men 2 koncerter. Vil du vide meget mere om de fantastiske drenge, så læs hele historien her.
Yes! Endelig kan vi se frem til det – X Factor-finalen! Den store afgørelse, hvor de tre sidste deltagere – Babou, Annelouise og Sarah – skal konkurrere om X Factor-titlen i det sidste slag! På fredag går det løs i Parken, men de tre solister er ikke alene på den store scene foran publikum. De får nemlig selskab af en række af tidens mest populære musikere!
Hvis du er en af de heldige, der har købt billet til det store X Factor-show, så kan du se frem til at opleve Carpark North, Aqua, sidste års X Factor-vinder, Thomas Ring, Melodi Grand Prix-vinderne A Friend in London, Joey Moe, Clara Sofie (som sammen med Rune RK står bag hittet ”Når tiden går baglæns”, som Patricia lavede et cover af til semifinalen), Electric Lady Lab, Fallulah og ikke mindst Take That.
Hvordan startede et af de mest succesrige boybands siden The Beatles?
Og lad os lige dvæle ved Take That. For dem har vi altid været svært glade for her på Pigetv – både nu, hvor de har fået comeback, og Robbie er tilbage på pinden, men også dengang for længe, længe siden.
For det startede jo omkring 1990, hvor manageren Nigel Martin-Smith besluttede sig for at samle et boyband – et slags britisk svar på New Kids on the Block, der havde stor succes i Amerika i årene op til. Gruppen skulle bygges op omkring sanger og sangskriver, Gary Barlow, og Martin-Smith afholdte en række auditions for unge mænd med talenter inden for dans og sang – nærmest en slags X Factor. Han fandt frem til de fire drenge Howard Donald, Jason Orange, Mark Owen og Robbie Williams. – De havde deres første tv-optræden samme år, og Take That var en realitet!
Herefter gik det stærkt for de unge fyre. De havde deres første hit-single ”It only takes a minute”, som røg ind på en 7. plads på den engelske single hitliste.
”It only takes a minute” blev snart fulgt a hits’ene ”Found heaven”, ”A million lovesongs” og ikke mindst coveret af Barry Manilow-sangen ”Could it be magic”, der blev deres egentlige gennembrud uden for Englands grænser. Alle sangene blev samlet på pladen ”Take That and Party”, hvor man også finder gode sange som ”Why can’t I wake up with you” og ”Do what U like” – der vist er mest kendt for sin helt ustyrligt dårlige og halvfemseragtige video, hvor drengene bliver smurt ind i Jell-O, is og flødeskum af nogle modellignende piger.
Succesen ruller
I 1993 vandt gruppen 3 Brit Awards for bedste singler, og samme år udkom deres andet album – ”Everything Changes”, der rummer flere hits, bl.a. ”Pray” og covernummeret ”Relight My Fire” (en af Pigetv’s favoritter), som 70’er-stjernen Lulu synger med på, men også megahittet ”Babe”, som Mark Owen synger vokal på – den første sang med ham som vokal. Videoen er i sepiafarver og viser en ung mand, Mark, i russisklignende omgivelser, der vender hjem fra eksil, muligvis en krig, blot for at opdage, at hans elskede er flyttet – suk. Det er ikke underligt, at de små pigehjerter faldt for den nuttede Mark Owen! Af andre hits fra ”Everything Changes” kan nævnes titelnummeret, som blev sunget af Robbie Williams, og ”Love ain’t here anymore”. Bortset fra ”Relight my fire” var materialet på albummet udelukkende skrevet af Gary Barlow, og med albummet fik gruppen for alvor cementeret deres succes uden for England – bl.a. med en Europa-tour, der også inkluderede Valbyhallen i april 1994.
Der gik et chok igennem teenagepigerne, da de første billeder fra den kommende single ”Sure” begyndte at udkomme i popbladene i efteråret 1994. For hvilket stilskift! De søde popdrenge er blevet mere rå i deres udtryk – særligt Robbie, der havde ladet sig kronrage og i det hele taget havde smidt det drengede look af sig. Howard havde fået lange dreadlocks, og Mark havde skiftet den lille ”nose stud” ud med en rigtig ring og anlagt en kortere og mere uglet frisure. Tøjet er for alles vedkommende også blevet mere sort og kropsnært. “Sure” var første single fra det kommende album ”Nobody Else”, der dog først udkommer mere end et halvt år senere i maj 1995. Gruppen spiller herefter en fuldstændig udsolgt Englands-tour, hvor undertegnede var så heldig at opleve dem i Gmex-hallen i Manchester – i det show optrådte gruppen for første gang med deres Beatles medley, en tribut til det legendariske Liverpool-band, hvor en rund scene og en bro blev hejst ned over publikum, så bandet kunne synge fra den lille scene – et fabelagtigt nummer, der har fulgt gruppen lige siden.
Sangene på det nye album, ”Nobody Else”, er generelt mere soul og R&B-præget end de to tidligere albums – sandsynligvis for at please et kommende amerikansk publikum. Både singlen ”Sure” og albummets øvrige to singler, ”Back for good”(som Pigetv også er helt vild med) og ”Never forget”, røg direkte ind som nummer 1 på den engelske single hitliste – ”Back for good” topper hitlisterne i hele 31 lande.
Robbie forlader Take That
”Never Forget” bliver desværre også et vendepunkt for Take That – i juli 1995 meddeler Robbie Williams sit exit fra gruppen med interne problemer som undskyldning – men han blev nok i virkeligheden snarere bedt om at gå, da manager Nigel Martin-Smith og resten af gruppen var bekymrede over Robbies problemer med stoffer og alkohol, som de frygtede ville komme til at påvirke den forestående verdensturne med ”Nobody Else”-albummet. Fans overalt var knuste! Verdenstouren blev gennemført, men i starten af 1996 stod det klart, at det var slut – Take That gik fra hinanden, hvilket meget symbolsk blev annonceret på Robbie Williams fødselsdag 13. februar. Bruddet blev fulgt op af et Greatest Hits-album med alle singlerne plus en ny sang; et covernummer af BeeGees-hittet ”How deep is your love”.
Herefter følger år med forskellige mere eller mindre succesfulde karrierer for de fem unge mænd. På nogenlunde samme tid i sommeren 1996 udgiver de to rivaler, Gary Barlow og Robbie Williams, deres første singler efter det dramatiske brud og opløsningen af gruppen. Gary sender singlen ”Forever love” – en typisk Barlow-ballade – på gaden, mens Robbie udgiver et cover af George Michael-nummeret ”Freedom”, tydeligvis en bitter kommentar til hele Take That-affæren. Barlow udgav i de kommende år to albums, men i realiteten var det kun Robbie Williams, der opnåede succes med en solokarriere inden for musikken.
Jason Orange læste til skuespiller og fik også lidt roller på tv og i teater, men efter noget tid indså han, at han ikke opnåede nogen videre succes og indskrev sig i stedet på universitetet, hvor han læste psykologi og biologi. Howard Donald blev dj i Tyskland og fik to børn med sin kæreste, mens Mark Owen udgav et par albums i eget navn uden større succes.
De 5 lækre fyre fra Manchester forenet
Efter næsten 10 års stilhed på Take That-fronten blev der i efteråret 2005 annonceret en genforeningstour med fire af de oprindelige medlemmer fra maj 2006 – altså som et slags jubilæum for bruddet i gruppen. Men på daværende tidspunkt var der umiddelbart tale om en ekstraordinær genforening, som blev fulgt op af albummet ”Beautiful World” i november samme år. Albummet fik stor succes med især singlen ”Patience”, og denne gang fik Jason Orange også sin første solovokal på en Take That-sang – ”Wooden boat” – og i november 2007 besøgte gruppen bl.a. Danmark med koncerter i København og Aalborg. I 2009 udkom det nye album, ”Circus”, hvorpå man finder singlehittet ”Greatest day”.
I sommeren 2010 kom der virkelig store nyheder på Take That-fronten! Gary Barlow og Robbie Williams skulle indspille en sang sammen (”Shame”), som skulle udkomme på Robbies opsamlingsalbum – det var første gang, at der var positiv kontakt mellem de to parter i 10 år! Kort tid efter slog Robbie Williams fast, at han var tilbage i Take That – således at gruppen nu var tilbage med de oprindelige medlemmer, en fantastisk nyhed! Det lød næsten for godt til at være sandt, og rygterne om genforening har været utallige i de forgangne år, så først da singlen ”The Flood” og albummet ”Progress” stod klart i november sidste år, var det for alvor sikkert for de mange fans – Robbie Williams er tilbage i Take That.
Siden har de stået sammen på scener en masse gange, og på fredag sker det så igen – denne gang i Danmark til X Factor-finalen. Det er stort! Og hvis du som os her på Pigetv ikke har billet til showet i Parken, så kan du blot glæde dig over, at Take That er tilbage i Parken igen til sommer, hvor de spiller to koncerter. – Vi glæder os!
Ønsker du at læse meget mere om X Factor og finalen i parken, så klik her.
Om bloggeren: 33-årig københavner med hang til romantiske komedier og søde serier! Til daglig blogger jeg på www.popkulturisten.blogspot.com og drikker en hel masse kaffe. Jeg er stor fan af serierne Mad Men og Felicity og min yndlings pigefilm er klassikeren Breakfast at Tiffanys med Audrey Hepburn.






Vi glæder os så meget til finalen. :-) Og til at se alle de fede optrædener.
Jeg glæder mig helt vildt til at se dem i morgen. Gad vide, hvad de skal synge …? Og om de skal synge med X Factor-deltagerne.
Æv tøser. Vi føler med jer, der ikke får lov til at komme i Parken i aften. Vi må virkelig håbe, de giver en ekstrakoncert en anden dag.