Hvad blev der af … dem fra Friends?
Natascha | apr 18, 2011 | Kommentarer 2
Den kører i ring år efter år på TV2 – endda med flere afsnit om dagen. Der er selvfølgelig tale om tv-serien Friends, som løb over de amerikanske fjernsynsskærme i 10 sæsoner fra 1994 til 2004. Heldigvis kan vi jo stadig få vores daglige dosis af vennerne, men det er jo allerede syv år siden, den sidste episode kom i kassen, og Rachel og Ross fik hinanden, og Monica og Chandler flyttede fra den lille lejlighed til et forstadshus med deres adopterede tvillinger. Og hvad blev der så af de legendariske venner? Pigetv giver dig her en opdatering på seks poplære tv-stjerner.
Rachel Green
Hun er ikke kun Pigetv’s favorit tv-stjerne – hun har også gennem hele serien været kendt og berygtet for sit yderst velplejede og altid perfekt satte hår. Rachel blev spillet af Jennifer Aniston, der ud over sin rolle i Friends og status som Prinsessen af romantiske komedier nok mest er kendt for at være Brad Pitts ex – slået på stregen af den barmfagre Angelina. Hun har dog haft rigelig lejlighed til at slikke sårene efter bruddet og har siden Pitt dannet par med Bl.a. John Mayor, Vince Vaughn og modellen Paul Sculfor. I 2004 fik Jennifer en 11. plads på listen over Amerikas smukkeste kvinder, og hun blev ydermere kåret til at være ”Woman of the year” i GQ Magazine året efter. Efter Friends har Jennifer tjent til dagen og vejen ved at medvirke i et hav af romantiske komedier, hvor vi i flæng nævner ”Along came Polly”, ”Marley & Me”, ”The Break-up” (med eks-kæresten Vince), ”The Rumour Says”, ”Friends with money” og ”The Bounty Hunter” fra sidste år. Derudover har hun medvirket i Courtney Cox-serien Cougar Town, og i år kan du opleve hende i hele 3 film, nemlig ”Mød min måske kone”, ”Horrible bosses” og ”Wanderlust” – så hvis du heller ikke kan få nok af Jennifer, er der masser muligheder i den kommende tid.
Monica Geller
Courtney Cox spillede den rengøringsvanvittige Monica, der ved seriens slutning udlever sin drøm om kernefamilien med sin med-ven Chandler. Umiddelbart efter seriens slutning i 2004 lancerede hun og hendes daværende mand, David Arquette, deres eget produktionsselskab ved navn Coquette, og i 2005 blev hun udnævnt til at være den første talsperson for ”Kinerase Skin Care Products”. Hun er netop blev separeret fra sin mand, som hun har datteren Coco med. Courtney har primært været med i b-film og mere eller mindre succesfulde tv-serier siden tiden med Venner. Hun har bl.a. medvirket i alle fire Scream-film, serierne Scrubs (som også en hel del af Felicity-castet har været med i), Dirt , Web Therapy og Cougar Town – i sidstnævnte spiller hun hovedrollen, Jules Cobb. Der er umiddelbart ikke oplysninger om nye film- eller tv-projekter for den tidligere Friends-stjerne.
Phoebe Buffay
Phoebe blev spillet af Lisa Kudrow, blondinen fra Californien. Lisa har en søn, som hun allerede fik med sin mand, Michael Stern, mellem tredje og fjerde sæson af Friends. Siden serien tog sin slutning i 2004, har Lisa medvirket i en lang række af serier, fx Cougar Town og Web Therapy sammen med Friends-kollegaen Courtney Cox, Eli Stone, Hopeless Picture, American Dad, Father of the Pride og The Comeback, ligesom hun har spillet en hel masse mindre roller i forskellige film som fx ”P.S. I love you” og ”Hundehotellet”. Egentlige hovedroller har hun ikke haft mange af, men måske husker du den frygtelige ”Romy and Michele’s High School Reunion”, som godt nok er fra før Friends’ afslutning. Som det er tilfældet med Courtney Cox, så er der heller ikke forlydender om nyt fra Lisa Kudrows skuespillerhånd i den kommende tid.
Joey Tribbiani
Kvindebedåreren og sæbeoperastjernen blev spillet af Matt LeBlanc, der trods sine beskedne højde på 176 cm havde en modelkarriere i sin ungdom og længe inden Friends-optagelserne gik i gang. Men efter seriens ophør er det faktisk sparsomt, hvad vi har hørt til den mørke charmør. På det personlige plan blev han i 2006 skilt fra sin hustru gennem otte år, Missy McNight, med hvem han har datteren Marina Pearl, der lider af en sjælden hjernesygdom og er fire år i dag. Inden og under Friends medvirkede Matt i forskellige film, typisk i mindre roller, og siden den populære tv-serie har han kun været i to ting – sitcom’en Joey, der bygger videre på Joey-karakteren, men ikke blev videre populær. Men noget fik han da ud af at lave serien – han har nemlig fundet sammen med sin medspiller Andrea Anders, der i serien spiller naboen Alex. I år er han med i en ny tv-serie, Episodes, der vises på amerikansk tv lige nu. Her spiller Matt LeBlanc en karakter ved navn … Matt LeBlanc. Der er indtil videre ikke optaget mere end syv episoder af serien, der er engelsk-amerikansk og handler om et engelsk ægtepar, der tager til Hollywood for at lave et remake af deres populære britiske sitcom – og er tvunget til at antage Matt LeBlanc i en rolle, som så bringer både deres gode ry og ægteskab i fare.
Chandler Bing
Joeys room-mate og senere Monicas kæreste og mand, Chandler, blev spillet af Matthew Perry, der bl.a. er kendt for sin elevatorvægt gennem serien. Chandler vekslede periodevis mellem afpillethed og direkte overvægt og kvabsethed i løbet af de 10 år, serien varede. Efter Friends-æraen har han medvirket i kortfilm, tv-film, spillefilm og tv-serier. Samme år som Friends sluttede, havde han en rolle i hospitalskomedieserien Scrubs – hvilket virker obligatorisk for tv-serieskuespillere. Af film kan nævnes Birds of America og 17 Again, og i år er han at finde i tv-serien Mr. Sunshine, hvor han har hovedrollen som Ben Donovan og bl.a. spiller over for Andrea Anders, der danner par med Matthews Friend-kollega Matt LeBlanc.
Ross Geller
Monicas bror, Ross, blev spillet David Schwimmer, og som det er tilfældet for resten af Friends-castet, så har Schwimmer i det store hele mest medvirket i småroller i forskellige film og serier, hvor han nok mest er kendt for at lægge stemme til giraffen Melman i Madagasgar-filmene. Sidste sommer blev David gift med kæresten Zoe Buckman, og de fik deres første barn sammen i december.
loading...
Kategori: Featured • Friends (Venner)
Om bloggeren: 33-årig københavner med hang til romantiske komedier og søde serier! Til daglig blogger jeg på www.popkulturisten.blogspot.com og drikker en hel masse kaffe. Jeg er stor fan af serierne Mad Men og Felicity og min yndlings pigefilm er klassikeren Breakfast at Tiffanys med Audrey Hepburn.









Hvad vi ikke har skrevet i indlægget, er, at Friends faktisk er den komedieserie, der næst efter Seinfeld har haft flest seere. Så der en grund til, den stadig bliver vist på tv. Dog kan det undre, at flere af stjernerne så ikke er blevet mere populære.
Elsker Jennifer Aniston. Hun er bare så sød og fin.